Hundesvømning Sjælland

Livsglæden tilbage til hunde med gigt

En hund med gigt har smerter. Bare det at gå kan gøre ondt, fordi gigten sidder i knæ, hofte, albue, skulder, ryg eller pote. Hunde med gigt mister ofte humøret og har det bedst, når de ligger stille – selv om det er bedst at bevæge sig.

Medicin kan lindre smerterne her og nu, men kan også give bivirkninger, der påvirker din hund på andre måder.

Derfor er kontrolleret træning i varmt vand en god løsning. Hundesvømning holder ledbånd og sener fleksible, styrker musklerne og cirkulerer næringsstoffer til stive led. Så meget, at din hund behøver mindre eller slet ingen medicin og får sit gode humør tilbage.

Dogswim.dk informerer om gigt og kontrolleret hundesvømning

Af hydroterapeut Lisa Schønnemann, Dogswim.dk Vejledningen er udarbejdet på baggrund af egne erfaringer fra næsten 6 år med hydroterapi i Dogswim.dk i sam­arbejde med henvisende dyrlæger, suppleret med materiale fra kilderne: petmd.com og dyrenessundhedsplan.dk

Gigt kan f.eks. opstå som konsekvens af hofte- og albueleds-dysplasi, akutte skader på leddet eller ved en simpel belastning af leddene livet igennem samt som følgevirkning af f.eks. flåtinfektion. Knæ, hofter, albuer, skulder, ryggen samt led i poterne er de led, som oftest rammes af gigt.

Symptomer

Symptomerne varierer meget, afhængig af hvor på kroppen forandringerne er, og hvor generende de er. Nogle hunde kan få svært ved at rejse sig efter hvile, men kan efter at have gået lidt virke helt ubesværede. Andre hunde bliver halt på et enkelt ben efter motionering, mens nogle kan have problemer med at springe op eller ned.

Gigt kan ikke helbredes, og tilstanden vil som regel langsomt forværres. Gangbesværet kan variere, så det i perioder er mere udtalt end andre. Men der er forskellige muligheder for at forbedre tilværelsen ved hjælp af kostændring, smertestillende medicin, tilpas motion eller akupunktur. Hvor meget og hvor hurtigt gigten vil påvirke hunden, er umuligt at forudsige.

Min hund viser tegn på gigt – hvad nu?

Bare fordi din hund har gigt, betyder det ikke nødvendigvis, at den er ude af stand til at udøve motion. Fortsat aktivitet hjælper rent faktisk mange gigthunde, der lider af ømme knogler og led.

Få en gladere hund i længere tid
– Svømmetræning er kuren for ømme led

1: Kontakt din dyrlæge først

En dyrlæge vil være i stand til at hjælpe dig med at kombinere motion, kost og medicin eller behandlinger, der er målrettet til din hunds individuelle behov.

En dyrlæge kan også hjælpe med at overvåge din hunds fremskridt, nedjustere medicinindtaget i takt hermed og identificere eventuelle alvorlige ændringer i dens helbred.

2: Gå skånsomt til værks

Lette aktiviteter såsom gåture og kontrolleret hundesvømning i opvarmet vand bidrager til at styrke muskler, holde ledbånd og sener fleksible, forebygge fedme og cirkulere blod til stive led. Gør aktiviteterne korte, men regelmæssige – 15 til 30 minutters aktivitet alle ugens dage, er en god start.

I Dogswim.dk har vi erfaret, at svømmetræning i det 23 C° varme klorfri vand, er særligt effektivt for hunde med gigt og dysplasi, fordi vandet hæmmer pludselige store bevægelser og understøtter meget af kropsvægten, så leddene ikke vægtbelastes.

Det er vigtigt, at hundesvømning foregår under kontrollerede forhold. Derfor foregår al hundesvømning i Dogswim.dk under kyndig vejledning, da hundens svømmestil er af stor betydning for udbyttet af svømmetræningen.

Kontrolleret svømmetræning virker, modsat træning med vægtbåren belastning som gang og løb, smerte­hæmmende på de ømme led i op til 48 timer. Den tid bør udnyttes til de nævnte gåture.

Ved opstart svømmes 2 gange om ugen med minimum 2 dages mellemrum efter et individuelt træningsprogram.

Når din dyrlæge er tilfreds med din hunds fremskridt, kan hundesvømningen nedbringes til 1 gang om ugen, og ugens øvrige dage kan gåture af passende længde udgøre hundens motion.

Bare husk at undgå aktiviteter, hvor din hund skal springe, hoppe, dreje hurtigt eller løbe. Det kan forårsage skade på leddene.

3: Opvarmning

I Dogswim.dk starter vi med let opvarmning i form af 3 x ½-1 minuts hundesvømning. Det hjælper især hunde med gigt til at bevæge sig lettere.

Opvarmningen reducerer også risikoen for forstuvninger, kramper og muskelskader, og øger gradvist hundens puls. En positiv træningsoplevelse er ren glæde for din hund.

4: Afkøling

Hvileperioder er lige så vigtige som opvarmning til motion. Efter svømningen kan din hund være helt ”kørt op” af et overskud af adrenalin, og vil gerne hoppe, løbe, eller rulle sig. Det er ikke godt, og bør undgås.

I Dogswim.dk slutter alle lektioner i det separate tørrerum, hvor hunden kan beroliges, så dens puls gradvist reduceres til en optimal hvilepuls.

Gradvis afkøling reducerer stivhed og ømhed ved at hjælpe til fjernelsen af mælkesyrer i kroppen. Massage under “afkøling” modvirker også stivhed og muskelsmerter i forbindelse med gigt.

5: Hundens velbefindende

I Dogswim.dk holder vi øje med hundens velbefindende. Det er vigtigt at stoppe ved tegn på overanstrengelse.

Hjælper en kort pause ikke, stoppes aktiviteten helt for den dag, og træningsprogrammet nedreguleres for en periode.